onsdag den 22. oktober 2008

Beskrivelse af min hverdag

Jeg vil her prøve at beskrive, hvordan en typisk dag ser ud for mig her i Bariloche i Argentina.

Jeg står op lidt over 7.00 og gør mig klar inden jeg skal på arbejde. Det er i en børnehave (Virgin Ninã), som ligger i det fattige kvarter her i byen, hvor jeg hjælper til. Vi starter gerne med en samling, hvor vi hejser flaget og synger. Derefter starter dagen med forskellige aktiviteter – og der er tryk på. Det er en lille stue, hvor der er 15 børn i alderen 3-4 år. Mange af børnene kommer fra familier med vold eller stoffer og måske enlige unge mødre. Børnene er generelt meget grænsesøgende og man er mere eller mindre hele tiden i en konflikt – nogle af børnene ved ikke bedre end at slå, sparke eller nive, hvis ikke tingene går deres vej. Og nogle af disse ting er bevidste handlinger. Så der er godt tryk på, mens jeg er her. Jeg prøver at give dem alle min opmærksomhed, men de kæmper og nærmest slås om den, så det er ikke altid lige let.

Over middag tager jeg hjem og spiser frokost og tager så på arbejde på min praktikplads. Det er en helt anden hverdag, som møder en her. Børnene er mønstrebørn, som ikke kunne finde på at slå med klodser eller kopper, som det er tilfældet i den anden børnehave. Her er det også på et andet fagligt niveau, men det er ikke noget at sige til, da der kun er to ansatte i den anden børnehave som er uddannet ud af måske 12-14 ansatte. Omkring kl. 18.30 er jeg så hjemme og laver lidt mad og forbereder mig til næste punkt på dagsorden.

Kl. 20.15 underviser jeg sammen med min kæreste en gruppe mennesker i dansk – så det går der også en del tid med – det er ikke et let sprog…

Det er dog ikke alle dage at vi underviser i dansk eller arbejder på Virgin Ninã....

Ingen kommentarer: