fredag den 5. december 2008

Inden hjemrejse

Der er nogle ting som er på samme måde som i Danmark, men så sandelig også nogle ting, som er anderledes. F.eks. har børnehaven jeg er i en skemalagt dag, som man ikke ser i Danmark. Det kan jeg til tider have lidt svært ved – at de skal sidde på deres stol og blive undervist. Men de trives og det er jo det vigtigste… Det som præger min baggrund i arbejdet er nok også og kigge på relationerne imellem børn og i det hele taget det sociale samspil, hvor man her i Argentina ligger stor vægt på læring – og når jeg skriver læring er det ord, tal, regne og skrive.

Mit helt klart største problem/dilemma har været sproget – hvordan kan man være anerkendende uden at kunne sproget, og kan man overhovedet det??? Jeg har fået bekræftet at selvom man ikke lige kan sproget, kan man ved at være respektfuld og i godt humør skabe gode relationer til både børn, men også unge med sociale vanskeligheder. Et smil gør meget…

Et spørgsmål som jo selvfølgelig vil komme, når man har været i udlandet er: På hvilken måde har opholdet i udlandet påvirket dig? Og når man får lige netop det spørgsmål tænker man, hvordan skal jeg overhovedet kunne sætte ord på alt dette… At komme ud fra Danmarks grænser er sundt – at se busserne ikke kører til tiden, at der er masser af mennesker, som lever på gaden, at der ikke altid lige er varm vand, korruption og fattigdom samt en masse andre ting… men kort sagt at alt ikke lige kører på skinner, som det er tilfældet i Danmark. Det har sat en masse tanker i gang og sat sine spor… Jeg har derudover også været så heldig at være sammen med verdens sødeste og flinke mennesker, så jeg håber, at det har smittet lidt af på mig. Men derudover tror jeg der er en masse ting, som også ville skinne igennem i mit fremtidige arbejde og måden at gribe ting an på. Det her har simpelthen været en uforglemmelig oplevelse for livet!!!